Bernt var sjøoffiser, kaptein. I 1667 ble han utnevnt til Inspektør over galeierne i Norge. Under krigen 1675-79, var han kaptein over slagskipet Glückstadt som førte 36 kanoner og hadde en besetning på 102 mann. Han skal være død der om bord ved Marstrand i Sverige, sommeren 1677. Liket skal dog være gravlagt i Stord kirke.

Bernt var en flink sjømann og en vill krabat. Den svenske resident (sendemann ) i København innberetter at Lauritz Galtung og Bernt Orning holdtes for å være de beste kapteiner og forfarne sjømenn. Han må også ha eid et skip selv, for i 1648 fikk han kongens tillatelse til å gjøre en reise eller to til Vest-India.

Bernt arvet Vatne og Valvatne og annet jordegods etter faren. I 1648 ansøkte han kongen om makeskifte mellom sin gård Tyse og prestegården på Stord, Nedre Aaland, senere fikk han navnet forandret til Orninggård. Det ble imidlertid hans mor fru Karen Mowat som kom til å bo der. Hun fikk av sønnen den 15 Feb. 1649 et avståelsesbrev på gården for sin livstid, og hvis Bernt døde først, skulle hun beholde gården til odel og eie.

Ovennevnte jordebytte ble opphavet til en lengre strid mellom presten Peder Olsen Svegning og Bernt Orning. Presten meldte Bernt for domkapitlet i Bergen (som dømte i skilsmissesaker og kirkelige saker) for lettsindig levnet, han forsømte Guds hus og endog hadde han stengt kirken og hindret gudstjenesten.

Bernt som andre sjøoffiserer førte med om bord i sitt skip lettsindige kvinner. Det endte med at han i 1656 blev dømt til å skrifte for biskopen og bøte 100 rdl. til hospitalet i Bergen. Bernt har nok ikke hatt noe godt øye til prestene siden.

I Vats eide han gårdene Kaarhus, Kyltvedt og Vatne, og drev dem for egen regning. Han må ha oppholdt seg av og til på Kaarhus, og han forsøkte å sette almuen i Vats opp mot presten og kapelanen. For dette blev han i 1663 stevnet av biskop C. Tausan for domkapitlet i Stavanger.

Bernt var nok ikke noen god husholder. Allerede i 1649 pantsatte han jordegodset sitt på Tysnes til Axel Mowat, og Valvatne til presten på Fjelberg, Anders Brose. 1657 pantsatte han selve hovedgården Vatne for 400 rdl. til en enke, men han løste Vatne inn igjen 1662 for at gården ikke skulle miste sin skattefrihet som adelig sætesgård. Fra den tid bodde han på Vatne, og noen år før var han blitt gift med Sidsel Juel, datter av den danske adelsmann Børge Juel til Lungegården ved Bergen og Blancheflor Bildt.

Han drev sagbruk på Orninggård og i Sagvåg. Vatne måtte han senere pantsette og i 1675 eide Ludvig Rosenkrantz denne gård. Også av sin kones gods pantsatte han, så da han døde i 1677, var det ikke meget igjen. Enken flyttet nå til Orninggård til sin svigermor, og etter dem blev gården kaldt Frugaren, som ennå er det almindelig brukte. Under Orninggård lå Kattetveit og Åsen og gjestgiveriet på Leirvik. (Erik Bakkevig: Sunnhordland Slekter.).

412. (1641)-(67). Bærnt Orning nævnes første Gang som Søofficer 1. Maj 1641, da han tiltraadte et Togt, som endte 11. Sept.; 1642 sejlede han 27. Apr.-28. Avg.; 1643: 22. Apr.-24. Sept. og dernæst 13. Nov. 1643-19. Marts 1644; var medvirkende som Pelikanens Chef baade paa Kolberghede i Kongens Eskadre, hvor han kom Kongeskibet godt til Hjælp, og under Lolland, hvor han frelste sit Skib fra at falde i Fjendens Hænder. Ogsaa 1645 træffe vi ham 11. Jun. paa Trefoldighed ved en Søretsdoms Afsigelse, og han var fremdeles i Tjenesten ogsaa under den følgende Konge. 30. Avg. 1648 forløvedes han til med Bibeholdelse af den fulde Gage 'at gøre en Rejse eller to paa Strædet eller Vestindien' og atter, naar det fordredes, indstille sig til Tjeneste. 1667 skulde han kommandere Galejerne og Skærbaadene i Norge og kaldes ogsaa senere 'Admiral for Galejerne'. Endnu 1677 nævnes en Kapt. B. O. som Fører for Fregatten Glykstad (?). - B. O. til Vatne var Søn af Erik Ottesen O. og Karen Muat og gift med Sidsel Juel, Børge J.s Datter. 1647 fremhæves han som en af de bedste Kaptejner og forfarneste Sømænd i den danske Marine. I Anledning af en Fordring, som J. Kolding havde paa E. O. O., befaledes det 1647, at B. O., der havde vedgaaet Faderens Arv og Gæld, og var sin Moders Værge, maatte lade alt sit Tilgodehavende paa Klædekamret (mindst 1035 Dlr.) beslaglægge indtil videre 1).

1) Klæd. 1642-46. D. Saml. 725. Reg. Geh. Ark. Sj. Tegn. XXIX, 247. Bruun, Kolbh. 35. 63. Bruun, Kort Adl. 265. 422. Garde, Efterr. I, 142, 233. N. Rigsr. VII, 470. IX, 126. 147. Pers. Tids. I, 135. N. Saml. 4to. VI, 251.'